BEDSTE ROBOTPLÆNEKLIPPER

Texas Havemaskiner

Du kender med garanti deres produkter. Texas har alt indenfor havemaskiner, heriblandt deres egne populære robotplæneklippere

10-4 Byggemarked

Med 4.5 ud af 5 ratings på Trustpilot og over 30.000 anmeldelser, finder man nærmest ikke et større og mere velkendt online byggemarked

Homeshop

Med en vision om at blive danskernes foretrukne online shoppested af ting til hus & have, kan du finde et bredt udvalg af robotplæneklippere

Proshop

Med over 200.000 varer og webshops i 8 lande, er Proshop en af de helt store online handelssider, heriblandt havemaskiner som robotplæneklippere

Hvorfor købe en robotplæneklipper?

En robotplæneklipper er det smarte og det miljøvenlige valg fremfor en gammeldags benzindrevet plæneklipper. Har du en standardhave, og plejer du at slå græs jævnligt, så vil du typisk have brugt 55 timer bare på græsslåning hver eneste sæson – timer, du nu kan bruge til noget andet og sjovere.

I tilgift får du en flot og velplejet græsplæne og et lydsvagt alternativ til en traditionel plæneklipper – noget både du og dine naboer vil elske.

Læs også vores robotplæneklipper test her

Hvilken robotplæneklipper skal jeg vælge?

Du skal kort sagt vælge en robotplæneklipper, der passer til din have, dit behov og dit budget.

Areal

Arealet er det mest afgørende parameter for dit valg af robotplæneklipper. Under produktbeskrivelsen kan du se, hvor stort et areal, hver enkelt robotplæneklipper kan klare. Har du en lille have uden stigninger eller andet, kan du sagtens nøjes med en af de mindre og billigere modeller.

Plæneklipperne kan typisk klare fra 500-2000 m2 ­– så det er med at måle lidt op, når du skal vælge.

Stigninger og zoner

Har du en have, der skråner meget, skal du gå efter en robotplæneklipper med et stærkt batteri, så den kan klare at trække sig selv op ad bakke. Er der mange ujævnheder, vil et stærkt batteri ligeledes være at foretrække.

Er der smalle passager rundt ved bede og andet, vil en kompakt model nemmere kunne komme omkring. Og er der forskellige zoner i haven, skal din robotplæneklipper være designet til at kunne klare disse udfordringer fx ved at have flere, drejbare knive og kunne tackle græs, der er lidt højere end en plæne á la golfbane.

 

Hvilken størrelse skal jeg vælge?

Du skal vælge den størrelse robotplæneklipper, der passer til størrelsen på din græsplæne.

Moderne robotplæneklippere fås i udgaver designet til at klippe forskellige størrelser græsplæner, fx op til 500, 1000, 1200 eller 2000 m2 plæne. Vælg den robotplæneklipper, der passer til størrelsen på din græsplæne, og rund gerne lidt op, da robottens batteri naturligt mister lidt af sin kapacitet over tid.

Har du en meget kuperet have, gå da efter en robotplæneklipper, der er robust og terrængående med et stærkt batteri. Er der mange kringelkroge og stier i din have, kan du med fordel vælge en af de mere kompakte modeller.

Generelle størrelser/modeltyper på robotplæneklippere

Du kan få en robotplæneklipper, der passer præcis til dit behov, og vi har samlet en lille oversigt nedenfor:

City-klipperen – til den lille have

Disse modeller kan typisk klippe haver op til 400-500 m2. Der er tale om små og lette klippere, typisk med tre roterende knive og en relativt lille klippebredde. I denne kategori finder du mange støjsvage modeller, så du kan klippe græs uden at forstyrre naboerne. City-klippere fås med og uden Wi-fi styring til opsætning af specifikke, dynamiske klippeområder.

Parcel-klipperen – til den gængse have

Parcel-klipperen er en robotplæneklipper i mellemstørrelsen. Den klarer typisk plæner fra 600-1000 m2. I mellemklassen her kan du vælge imellem forskellige knive – og dermed få en bredere klippebredde for en hurtigere græsslåning. Drejbare og justerbare blade vil desuden være en fordel, hvis du har zoner i haven, der skal klippes forskelligt.

Har du mange kringelkroge i din have, vil en smallere model være at foretrække, da den nemmere kan komme rundt. Disse modeller kommer ligeledes med styring via Wi-fi og Bluetooth.

Park-fræseren – til de store plæner

Har du en stor have – eller et stort græsareal fx ved en virksomhed, så skal du op i den type robotplæneklippere, der virkelig kan få noget fra hånden. De store plæneklippere klarer alt fra 1000-2000 m2 uden problemer. De er udstyret med kraftige hjul og et kraftigt batteri, der kan køre lange distancer på hver opladning. De fås endvidere med ekstra klippebredde.

Vælg en robotplæneklipper, der passer til din græsplæne

Med ovenstående miniguide til valg af robotplæneklipper, kan du nemt finde den plæneklipper, der passer til størrelsen på din græsplæne. Når dette er på plads, kan du begynde at kigge efter features, du gerne vil have med. Og ellers vælge ud fra dine præferencer med hensyn til mærke, funktionalitet og pris.

Kræver en robotplæneklipper meget vedligeholdelse?

Nej. Når først din robotplæneklipper er installeret og programmeret rigtigt, så klarer den græsslåningen selv. Du skal dog være opmærksom på, at de små barberbladslignende skær slides i løbet af sæsonen. Tjek derfor knivbladene ind imellem og skift dem, når de ser sløve ud – eller din græsplæne begynder at få et tottet udseende.

Derudover bør du jævnligt rense robotplæneklipperen under bunden – når den er slukket! Fjern skidt og tørt græs, men undlad at bruge vand, med mindre det specifikt nævnes i produktbeskrivelsen, at din robotplæneklipper tåler vand og afvaskning.

Når sæsonen er slut, bør du vinterklargøre den. Det omfatter rensning, skiftning af blade og fuld opladning. Hernæst skal den stå et frostsikkert sted, så batteriet ikke tager skade.

Hvor ofte skal en robotplæneklipper køre?

Hyppigheden af græsslåningen skal tilpasses væksten af græsset. Men husk, en robotplæneklipper bryder sig generelt ikke om langt græs, så sørg for, at græsset bliver slået ofte. En god tommelfingerregel er, at græsset skal slås 2-3 gange om ugen i forårssæsonen, da det er her græsset vokser mest.

Om sommeren vil du typisk kunne nøjes med græsklipning 1-2 gange om ugen, afhængigt af om det er en tør sommer eller en våd sommer, hvor græsset vil gro mere.

Du skal fortsætte med at klippe græs med din robotplæneklipper helt frem til slutningen af vækstsæsonen. Det sker som regel i oktober.

Producenterne af robotplæneklippere har lidt forskellige anbefalinger med hensyn til hyppighed. Fx anbefaler Grouw, at du lader din robot køre en time pr. 100 m2 fem dage om ugen. Er din græsplæne 600 m2, skal robotten altså køre 6 timer om dagen og så fremdeles.

Fordele og ulemper ved robotplæneklippere

Med en robotplæneklipper er der som ved alt andet både fordele og ulemper. Vi har her listet nogle af de ting, vi ser som fordele – og dem vi ser som ulemper.

Fordele

  • Du sparer tid og behøver ikke stresse over en vildtvoksende plæne.
  • Flot plæne med mindre ukrudt og mos, fordi plænen klippes ofte. Du får en tæt og sund græsplæne, og den hyppige klipning giver ”bioklip”, så det afklippede græs fungerer som naturlig gødning.
  • Kan klippe, selv om det regner – de fleste robotplæneklippere kører gerne ud, selv om der er en byge. Kraftig regn vil dog sende dem ”hjem” i tørvejr.
  • Mindre vedligeholdelse – sørg blot for at skifte klinger et par gange i løbet af sæsonen, rens den for græs og skidt ind imellem, og sæt den ind om vinteren.
  • Lydsvag – forstyrrer hverken dig eller naboerne
  • Billig i drift, nye klinger koster 100-200 kr., og elforbruget ligger på et par hundrede kroner pr sæson.
  • GPS og app-styring gør det nemt at skifte indstillinger.
  • God for græsallergikere – græsset slås uden, at du behøver at være i nærheden af det.

Ulemper

  • Installation og opsætning – tager en eftermiddagstid at lægge kanttråd ud.
  • Nogle robotplæneklippere kan have svært ved at lave pæne kanter
  • Højt græs – er græsset blevet meget højt fx efter en ferieperiode, kan robotten have svært ved at ”gnave” sig igennem.
  • Pris – robotplæneklippere er relativt dyre i indkøb.

Opsætning og installation af robotplæneklipperen

Der er forskel på, hvor simpelt det er at installere og opsætte en robotplæneklipper, da det afhænger af mærket. Men fælles for alle er, at installationen omhandler to hovedtrin.

Det første trin er at hegne haven ind med kanttråd og tilslutte ladestationen. Næste trin er at starte robotplæneklipperen og programmere klippeskema, intervaller, arbejdsområde og andet, hvis der fx er zoner, der skal klippes forskelligt.

Installation af kabler/kanttråd sker bedst inden vækstsæsonen. Skal du anlægge en ny græsplæne, er det derfor en god idé at lægge kablet ud først og vente med at sende robotplæneklipperen på arbejde, indtil græsset er vokset op og er i god vækst.

Fordelen ved at klare installationen tidligt i havesæsonen er, at du her har mulighed for at klargøre plænen ved at fjerne grene og sten, fylde huller ud og måske planere plænen først. På den måde sikrer du dig, at der er så lidt som muligt, der kan forstyrre robotplæneklipperen i dens senere arbejde.

Vær indstillet på, at der vil være en vis indkøringsperiode, hvor det kan være nødvendigt at justere kanttråden, så du får afgrænsningen omkring bede og andet helt på plads.

Installationen af en robotplæneklipper – trin for trin

Vi giver dig her en lille hurtig gennemgang af installationen, så du kommer rigtigt fra start.

Placér din ladestation

Det første du skal gøre, er at beslutte dig for, hvor ladestationen skal være. Sørg for at finde et sted, hvor stationen står sikkert. Husk altid at tjekke manualen, så du er sikker på, at robotplæneklipperen står rigtigt. Nogle modeller tillader fx ikke, at ladestaionen står i en krog af haven eller vinkelret mod afgrænsningskablet. Andre modeller er mere ligeglade, og her har du større frihed mht. placering.

Læg afgrænsningskablet ned

Læg dit afgrænsningskabel rundt om græsplænen. Husk også at lægge det rundt om de områder, hvor robotplæneklipperen ikke må komme ind – det kan være ved bede og træer. Tænk på kablet som et usynligt hegn.

Du kan lave huller i dit usynlige hegn ved at lægge kablet dobbelt, de steder hvor robotten skal kunne køre over. Det kan være ved flisegange, eller når du skal danne øer omkring træer, bede eller kummer. Kablet monteres nemt med monteringspløkker, fræses eller graves let ned i jorden.

Forbind kabel og ladestation

Det er nu tid til at forbinde kablet med ladestationen. I manualen til de enkelte robotplæneklippere finder du en udførlig vejledning til tilslutningen.

Slut din ladestation til elnettet

Du kan nu slutte selve ladestationen til en stikkontakt. Sørg for at tilslutte strømkablet til ladestationen og strømudtaget. Kig på din robotplæneklipper og tjek lysdioden, som viser, at ladestationen får signal fra kablet. Hvis dioden blinker og viser fejl, må du lave en fejlsøgning – start her altid med at sikre dig, at du har forbundet kabel og station korrekt. Dernæst kan du undersøge, om der er brud eller andre synlige skader på kablet.

I mange tilfælde kan det være en fordel her at downloade den app, der hører til din robotplæneklipper. Det er typisk den nemmeste måde at komme sikkert igennem næste step i installationsprocessen.

Start robotplæneklipperen

Du skal nu starte robotplæneklipperen, og du kan her forbinde den til den downloadede app eller følge installationsinstruktionerne, som du får på displayet på robottens skjold.

Har du købt en robotplæneklipper fra Husqvarna eller Gardena, skal du udover at lægge et afgrænsningskabel også lægge et eller flere styrekabler ned i plænen, så robotplæneklipperen hurtigere kan komme ud og hjem, når der skal lades op.

Til forsiden